Midt- og Vestjyllands Politi indstiller efterforskningen af det omstridte Viegård Stutteri, som var i søgelyset efter en TV 2-dokumentar.
I dokumentaren "Mareridt på stutteriet" blev den tidligere ejer John Byrialsen beskyldt for vold, chikane og seksuelle overgreb af 73 tidligere ansatte og elever.
Anmeldelserne kommer ikke til at føre til sigtelser, skriver politiet i en pressemeddelelse. Det skyldes, at sagerne er forældede.
- Politiet modtog anmeldelser både før og efter offentliggørelsen af dokumentaren. Det er vores vurdering, at alle anmeldelserne drejer sig om forhold, som i dag er forældede, siger advokaturchef Camilla Wagner i meddelelsen.
Dokumentaren blev sendt i oktober 2024, og her fortalte tidligere ansatte og elever, hvordan de i perioden 1988 til 2023 havde oplevet krænkende handlinger.
Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget ni anmeldelser relateret til sagen, og kommer der nye oplysninger i sagen, kan sagen genoptages.
Viegård Stutteri har været genstand for en række kontroverser de seneste år.
I august 2023 fandt myndighederne cirka 50 nedgravede heste, som var blevet gravet ned på ejendommen uden tilladelse.
Allerede i februar samme år var politiet på uanmeldt tilsynsbesøg på stutteriet, og besøgene gentog sig i alt 18 gange i løbet af 2023.
Også Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger deltog i de uanmeldte besøg, og det resulterede i flere politianmeldelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
I januar 2024 blev efterforskningen afsluttet og overdraget til anklagemyndigheden, som modtog et samlet sagsmateriale på cirka 3600 sider.
Tidligere på året fik to selskaber bag stutteriet bøder på 600.000 kroner for at overtræde dyrevelfærdsloven.
/ritzau/