En betjent trak onsdag sin pistol og skød et varselsskud, da han blev truet med kniv.
Sammen med sin kollega var han kaldt til en lejlighed i det nordlige Odense på en melding om en 42-årig mand, der ville begå selvmord.
Men da de to betjente fik kæmpet sig ind i den forskansede lejlighed, fordi de frygtede han lå livløs, gik manden i stedet til angreb på dem med en jernstang og ramte en af betjentene på overarmen.
Og selvom begge betjente stort set tømte deres peberspray i hovedet på den selvmordstruede odenseaner, faldt han ikke til ro.
I stedet trak han en kniv og gik frem mod de to betjente, der nu var trængt op i et hjørne, mens han langede ud efter dem med kniven. Det fik til sidst den ene betjent til at trække sin pistol og skyde et varselsskud.
Først da gav den 42-årige mand op og lod sig anholde.
Manden er ikke kendt af politiet.
Han sigtes nu for drabsforsøg, oplyser politiet.