Hvem var den ældre mand, der i går ringede til Vejen Kirkekontor og ville forhøre sig om en plads på kirkegården, fordi hans afdøde bror havde ligget i fryseren siden torsdag?
Det spørgsmål forsøger Syd- og Sønderjyllands Politi at få svar på.
Manden efterlod sin forespørgsel på kirkekontorets telefonsvarer, hvor man efterfølgende fandt hans stemme troværdig nok til at kontakte politiet.
"Vi efterforsker sagen og samarbejder med teleselskaber om at opspore telefonnumre. Og vi har nået at gå videre med. Mere kan jeg ikke sige nu," fortæller vicepolitikommissær Peter Jessen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han oplyser, at politiet har en formodning om, at sagen kan være tæt på opklaring i morgen.
Hvorvidt, der er tale om en meget veludført joke, vil han ikke tage stilling til.
"Lad mig sige det sådan. Det kan være alt fra sandt til en joke. Vi ved det ikke. Jeg vil i sandhed håbe, det er en joke," siger han.
Sagen er en af de mere kuriøse, som han har beskæftiget sig med.
"Det er ikke den type sag, vi ser hvert år. Den går nok over i kategorien over de mere specielle."