Direkte uanstændigt, sådan betragter en advokat den behandling, den narkotiltalte jetset-dronning fik, da hun blev anholdt.
Advokat Henrik Sanders, der er indkaldt som vidne af kvindens forsvarsadvokat, blev tilkaldt for at være til stede under ransagningen af kvindens hjem, og han var også bisidder ved den første politiafhøring i sommer.
Forrige vidne i den varme stol, var betjenten, der her fredag eftermiddag sagde, ransagningen startede kl cirka 17.
Sanders siger nu, at han først var til stede klokken 17.45. Ransagningen startede altså uden kvinden var repræsenteret juridisk. Sanders fortæller også, at han ikke kunne få forelagt sagens papirer. Dem havde politiet ikke med.
Og da politiet ville køre hende til Station City til afhøring, blev advokat Sanders nægtet at sidde i samme bil, men blev henvist til at følge efter, forklarer han.
Advokat Sanders bekræftede kvindens tidligere forklaring om, at betjenten, der afhørte hende på stationen, på et tidspunkt råbte hende ind i ansigtet.
"Jeg var direkte rystet og sagde, at det var direkte uanstændigt," siger Henrik Sanders fra vidnesskranken.
Sanders beder betjenten hente en kollega, der kan være med til at overvåge, at stemningen ikke igen løber løbsk under afhøringen på Station 10.
"Derefter blev stemningen en del bedre," forklarer Henrik Sanders til kvindens forsvarer.
Ifølge ham begyndte betjenten nu at give den efterhånden pressede og trætte kvinde udtryk for, at hun kunne tage hjem igen, hvis hun indrømmede at have modtaget en større mængde kokain fra JL.
"Hvis du ikke giver mig noget, jeg kan bruge, så spærrer jeg dig inde," siger Henrik Sanders fredag eftermiddag i Københavns Byret.
Henrik Sanders slutter af med at gøre opmærksom på, at der i afhøringsrapporten pludseligt på andendagen stod, at kvinden ved første afhøring nægtede besiddelse af "ikke under 140 gram kokain." Under første afhøring og ved sigtelsen blev der kun talt om 20 gram, siger Henrik Sanders.