Torsdag morgen mødte politiet op hos det ægtepar på Skovgaardsvej i Helsingør, hvor der for otte måneder siden blev fundet et barn, som kommunen mener, parret havde holdt skjult for myndighederne.
Det skriver Helsingør Dagblad. Ifølge bladet trængte op mod 20 politifolk i kampuniform eller i civil ind i huset hos parret, der har fået tvangsfjernet syv børn.
- Vi har fået en afgørelse fra Ankestyrelsen, og det er den, vi i samarbejde med politiet handler på. Vi har en begrundet mistanke om, at der findes endnu et skjult barn, siger centerchef for børn, unge og familie i Helsingør Kommune, Jesper Daugaard, til Helsingør Dagblad.
I februar i år lavede kommunen en tilsvarende undersøgelse af huset uden at finde det mindste spor af, at parret holdt et barn skjult.
Jesper Daugaard ønsker ikke at komme ind på Ankestyrelsens afgørelse, før aktionen torsdag er færdiggjort. Han siger imidlertid til bladet, at den er "alvorlig for familien".
Forældreparret har i otte måneder været sigtet for vanrøgt af deres barn, men Nordsjællands Politi har endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt der skal rejses en straffesag.
I en mail til Ritzau skrev moren, Lisbeth Eliasen, for nylig, at sagen efter hendes mening er en løgnehistorie, som er fabrikeret for at skade hendes navn og rygte som politisk aktiv. Hun har flere gange været opstillet til kommunalvalg.
- Ventetiden er selvfølgelig et led i den direkte politichikane, som vi har været udsat for gennem mange år, mener hun.
Parret afviser alle påstande om vanrøgt.
/ritzau/