Politi frygter farlig røg ved Køge-brand

Branden i Køge er opstået i en industribygning, der både indeholder biler og værksted. Politiet ved derfor ikke, hvad røgen kan indeholde.
Brandvæsenet kæmper for at få styr på stor brand i Køge.
Brandvæsenet kæmper for at få styr på stor brand i Køge. Foto: Colourbox

Det kan altid være farligt at indånde røg fra en ildebrand, men røgen fra den flammende Suzuki-bygning i Køge kan måske være ekstra skadelig.

I hvert fald ved politiet ikke præcist, hvad de har med at gøre under branden. Derfor slog de tidligere i dag sirenealarm.

"Det er for at advare mennesker i kvarteret om, at de skal gå indendørs og ikke risikere at stå ude i røgen. Vi ved ikke præcist, hvad den her røg indeholder. Men efter aftale med brandvæsenet dernede har vi altså vurderet, at det var nødvendgigt at varsle med sirener," fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til Newspaq.

Bygningen ligger i et industrikvarter på Unionsvej 11 i Køge.

"Det er en kombineret bygning, hvor der dels er nogle biler inden i, og der nogle kontorer og noget værksted. Så der er lidt af hvert i den bygning," siger Carsten Andersen.

Og sirenevarslingen er netop blevet udvidet til at gælde et større område. Det sker, fordi vindretningen har ændret sig.

Før gjaldt varslingen borgere på Værkstedsvej, Unionsvej, Mazdavej og Industrivej. Nu skal også borgere ved Agerbækvej, Tujavej, Lerbækvej og Skelbækvej holde sig inden døre og lukke for vinduer, døre og ventilationsanlæg.

Politiet ved endnu ikke, hvordan branden er opstået, eller hvornår man får styr på den, så borgerne igen kan bevæge sig sikkert i området.

"Vi håber, snart af få afvarslet igen dernede, fordi der er helt kontrol på situationen - men det er der altså ikke lige nu," siger Carsten Andersen.

Branden opstod omkring 10.45 i dag, og politiet lød sirenerne klokken 12.00.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.