Norsk politi har lørdag morgen frigivet et Greenpeace-skib, som myndighederne tilbageholdt fredag aften efter en protestaktion mod olieboringer i Barentshavet.
Klokken 22 fredag blev skibet Esperanza beordret til at sejle væk fra stedet, hvor Transocean Splitsbergen forbereder olieboringer for selskabet Statoil.
Da miljøaktivisterne nægtede at adlyde ordren, blev skibet bordet af myndighederne og slæbt væk fra området.
- Efter at skibet var slæbt et godt stykke væk fra borestedet, blev det frigivet. Det er blevet besluttet, at ingen på skibet retsforfølges efter hændelsen, siger politimester Ole Sæverud i Troms' politidistrikt.
Miljøorganisationen står fast på, at Esperanza ligger uden for norsk farvand og at myndighedernes bording af skibet var ulovlig ifølge havretten.
Aktivisterne mener, at olieudvindingen udgør en trussel mod et naturreservat omkring Bjørneøen.
Den påstand afviser Statoil med henvisning til, at der er en meget lille risiko for olieudslip og en endnu mindre risiko for et eventuelt spild nær Bjørneøen, der ligger omkring 170 kilometer fra borestedet.
/ritzau/NTB