Fundet død under beton fra gylletank: Kan være arbejdsulykke, siger politiet
Manden blev fundet under et betonelement, som havde løsnet sig fra gyllebeholderen. Der blev desuden fundet gylle, som var løbet ud, skriver avisen. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv
En mand blev mandag aften fundet død i Hovborg. Politi formoder, at der er tale om en arbejdsulykke.

En 45-årig mand blev mandag aften fundet død ved en gylletank på en landejendom ved Østerbygårdsvej i Hovborg. Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at der er tale om en arbejdsulykke.

Det skriver JydskeVestkysten.

Politiet modtog meldingen om dødsfaldet mandag klokken 19.16. Ifølge politiets foreløbige undersøgelser har ingen tilsyneladende set, hvad der er sket, men det formodes, at der er tale om en arbejdsulykke.

Manden blev fundet under et betonelement, som havde løsnet sig fra gyllebeholderen. Der blev desuden fundet gylle, som var løbet ud, skriver avisen.

Arbejdstilsynet skal senere tirsdag klarlægge, hvad der er sket op til ulykken.

/ritzau/
via Listen To News