800.000 kroner i kontanter var blot en af de ting politiet fik fingre i en større aktion mod 18 rockerborge i nat.
Derudover fandt betjente skarpladte revolvere, en pumpgun, et jagtgevær, amunition, magasiner, amfetamin og forskellige tyverkoster
De 800.000 kroner blev fundet forskellige steder. I et skab i rockerborgen i Ishøj fandt politiet 100.000 kroner i kontanter. Samme beløb fandt de på en privat bopæl hos en rocker, der skyldte pengene væk, og derudover fandt de 600.000 kroner i en anden privat bopæl.
Politiet er nu i gang med at finde ud af, hvor de store pengebeløb stammer fra.
"Vi er færdige med ransagningerne, men et af formålene var også at få anholdt en række personer, som vi sigter for to drabsforsøg og for kvalificeret vold og røveri," siger Henrik Svindt, lederen af Københavns Politis bandeenhed til Nyhedsbureaet Newspaq.
Skat var også med til ransagningen og fik en gevinst ud af det, forklarer henrik Svindt.
"De beslaglagde seks Harley Davidson motorcykler, som de pågældende skylder til det offentlige," siger han.
De otte personer vil blive fremstillet i dommervagten i dag klokken 11, og politiet vil begære dem varetægtsfænglset.
De otte personer er sigtet for: Drabsforsøget i Baggesensgade 22. april, hvor der fra en motorcykler blev affyret 10 skud.
4 personer bliver sigtet for drabsforsøg i Skelbækgade den 11. september, hvor offeret bliver ramt med tre skud i maven.
4 bliver sigtet for kvalificeret vold ved Rantzausgade ved Brorsonskirken, hvor to tilsyneladende tilfældige personer med indvandrerbaggrund blev overfaldet med jernkøller og flere bliver sigtet for kvalificeret vold, som skete den 10. august i en lejlighed ved Roskilde, hvor en person bliver overfaldet med slag, spark og et baseballbat.