Politiet i Østrig skød to gange mod en 84-årig mand, der var gangbesværet og kun kunne bevæge sig med en krykke. Manden døde kort efter.
Dramaet udspillede sig natten til torsdag, da politiet blev tilkaldt af et avisbud, der havde set en gammel mand med en pistol i et vindue.
Det viste sig efterfølgende at være en efterligning af et skydevåben fra Anden Verdenskrig, skriver avisen Die Presse.
Ifølge naboer var manden venlig og rolig, og han levede et tilbagetrukket liv efter konens død i sit hjem i Laakirchen i det nordlige Østrig.
De østrigske myndigheder undersøger nu, hvorfor politiet selv tog affære og ikke tilkaldte antiterrorkorpset, som det normalt sker ved denne slags optrin.