Danmarks Radio har ifølge Politiet sat lydklip misvisende sammen i forbindelse med et program om klimatopmødet i København.
De Konservative kalder det "grov manipulation".
"Det kan kun kaldes grov manipulation, når man som seer så klart sidder tilbage med et forkert indtryk af, hvad der er blevet sagt. Udsendelsen har haft stor betydning for den offentlige debat og mening om politiet, så det er en alvorlig sag," siger den konservative medieordfører Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.
Sagen handler om programmet "En klimakrimi", der blev sendt på DR2 i december.
Af programmet fremgår det, at en indsatsleder opfordrer sine kolleger til at slå løs på pressen.
Men det passer ikke, mener Københavns Politi, der har klaget over programmet.
DR har nemlig sat flere klip sammen og brugt lydoptagelser sammen med billeder, optaget fra en helt anden politiindsats.
"Når man ser udsendelsen, får man indtryk af, at lydoptagelser og billeder naturligvis hører sammen. Derudover har man byttet om på rækkefølgen i lydoptagelser, sådan at optagelserne fremstilles i en anden rækkefølge end de - altså udtalelserne - er kommet i," siger politidirektør Johan Reimann, Københavns Politi, til bt.dk.
Det er følgende to udtalelser, der ifølge Johan Reimann er kædet sammen, så man får indtrykket af, at pressen skal have bank med stave.
"Så vil jeg fanden rende mig se den stav der, så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort" (sagt 6,59 min. inde i lydfilen)
"Der står presse imellem bilerne. De skal satme have samme tur. Slut" (sagt 8,04 min. inde i lydfilen).
Københavns Politi er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvad udtrykket 'samme tur' dækker over, skriver bt.dk.
Den konservative medieordfører Rasmus Jarlov synes, at sagen er 'dybt pinlig' for DR.
"Det skader naturligvis deres troværdighed i nyhedsdækningen. Vi må kunne forvente af journalisterne på en licensfinansieret kanal, at de holder et højere niveau," siger han.
Kilde: bt.dk