Eftersøgningen af den 20-årige Nikolaj Broberg Winther, der forsvandt lørdag morgen, har nu ført til fundet af et lig.
Liget er fundet i Aalborg Havn ved Østre havnebassin, og vagtchef Henrik Beck mener, der er tale om den forsvundne mand.
"Liget svarer til signalementet af den 20-årige dreng Nikolaj, som vi har eftersøgt de sidste par dage," siger han til Newspaq.
Faren til den forsvundne dreng har selv iværksat en eftersøgning i området. Mere end 100 personer har været ude at lede. Det er dog politiets eftersøgning med dykkere i havnen, som nu har ført til liget.
"Vi har underrettet hans familie, om at vi har fundet en cirka 20-årig mand i havnen, og familien er nu ved Aalborg Sygehus for at be- eller afkræfte, om det er den forsvundne," siger Henrik Beck.
Politiet tror ikke, at der ligger en forbrydelse bag
"Det ligner et ulykkestilfælde, men det er endnu for tidligt at sige, om der skal være ligsyn og obduktion," slutter Henrik Beck.
Nikolaj Broberg Winther blev sidst set til julefrokost med kollegaer i festgaden Jomfru Ane Gade. Han forsvandt tidligt lørdag morgen.