Politifolk og teknikere arbejder i et afspærret område i Nakskov tirsdag. Men sent på aftenen er en politichef endnu ikke klar til at sige hvilken type sag, man står med.
- Vi har fået en henvendelse i eftermiddag, forklarer vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.
Han leder politikredsens arbejde med sager om blandt andet personfarlig kriminalitet.
Men han ønsker ved 22-tiden ikke at sige, om der er tale om en sag med død person og dermed det, der i politiets fagsprog betegnes som et mistænkeligt dødsfald.
Ifølge TV2 Øst er et område ved Søndergade og Kattesundet i byen afspærret.
Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen oplyser, at tekniske undersøgelser er sat i værk. Ved 22-tiden forventer han, at der vil gå flere timer, før han er klar med en konklusion.
/ritzau/