Ritzau
Opdateret kl. 16:47
En 63-årig mand blev natten til søndag udsat for et hjemmerøveri på Møn.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Det var ifølge manden omkring klokken 02, at fire mænd brød et vindue op på Klintholm Havnevej i Busemarke på Møn.
Herefter blev manden bagbundet, og de fire gennemsøgte huset, inden de forlod stedet med et "mindre pengebeløb", skriver politiet.
De fire gerningsmænd er på fri fod.
De beskrives som mellem 18 og 22 år, mellem 170 og 180 centimeter høje. Ofret beskriver dem som spinkle. De var iklædt mørkt tøj og talte dansk med udenlandsk accent.
Den 63-årige mand er ikke kommet fysisk til skade.
Fredag aften blev et ægtepar og to hjemmehjælpere på Kirke Såby på Midtsjælland også udsat for et hjemmerøveri.
Her var der tale om tre gerningsmænd.
- Vi har ikke belæg for at sige, at de to hændelser har nogen sammenhæng, men det er naturligvis noget, vi tjekker op på, vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.
Politiet søger vidner, der i tiden fra midnat lørdag aften til klokken 06 har været i området omkring Busemarke og Klintholm Havn, og som har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer.
- Det er ikke et sted, hvor der er så meget trafik. Derfor kunne det jo være, at nogle har gjort iagttagelser, der kan have betydning for vores efterforskning, siger Søren Ravn-Nielsen.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
/ritzau/