Polakkerne skal til stemmeurnerne den 20. juni for at vælge en ny præsident, der kan tage over efter Lech Kaczynski, der døde i et flystyrt tidligere på måneden.
Det meddeler landets fungerende præsident, Bronislaw Komorowski, der også slår fast, at han stiller op til valget. Det skriver CNN.
Valget skulle oprindeligt have fundet sted i oktober, men da Lech Kaczynski sammen med sin hustru og 94 andre topfolk fra det polske samfund blev dræbt ved et flystyrt i Rusland den 10. april, er afstemningen blevet fremskyndet.
Kaczynskis præsidentfly forsøgte at lande nær den russiske by Smolensk i tæt tåge, men fløj i stedet ind i tæt træbevoksning og styrtede til jorden den 10. april, da præsidenten og hans følge var på vej til en mindehøjtidelighed for faldne polakker.
Nye meningsmålinger, der blev offentliggjort onsdag, viser, at Bronislaw Komorowski nemt vil kunne vinde det forestående præsidentvalg.
Det vides dog endnu ikke, om den sørgende tvillingebror til den afdøde præsident stiller op. I en måling ser Komorowski ud til at få 39,3 procent af stemmerne, mens Kaczynski vil kapre 18,2 procent.