Polakkerne rejser blot herop for at arbejde, og så tager de hjem igen. Sådan tænkte mange, da østarbejderne begyndte at komme til Danmark for at arbejde som håndværkere rundt om i landet for nogle år siden. Men det billedet er helt forkert.
Tværtimod har en stor del af de nu 25.000 polakker, der er i Danmark, taget både ægtefælle og børn med til landet og har slået sig ned permanent. Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet.
Den hamrer således en pæl gennem myten om de polske fremmedarbejdere.
"Den gængse opfattelse har været, at der var tale om enlige mænd, der kunne dække det midlertidige behov for arbejdskraft i især byggeriet, som vi oplevede under højkonjunkturen, men som ville rejse hjem igen, når de havde tjent nogle penge, eller tiderne skiftede. Derfor er det overraskende, at mange etablerer sig her fast med familien," siger en af forskerne bag rapporten, Jens Arnholtz Hansen, til Politiken.
Der er dog risiko for, at polakkerne vil ende som en ny form for underklasse, fordi de typisk tager de dårligste job, hvor risikoen for fyring er størst.
"Vi risikerer, at polakkerne får samme skæbne som tidligere grupper af gæstearbejdere, der er blevet marginaliseret på arbejdsmarkedet og i samfundet," siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.