DRs generaldirektør Kenneth Plummer beklager, at han udleverede fortrolige oplysninger til forfatteren Kurt Lassen, som står bag bogen "Plummer - summen af Kardemommen".
"Det er rigtigt, at jeg har talt med journalisten om navnene på kandidaterne i forbindelse med generaldirektørstillingen i 2005. Og uanset om man vurderer disse oplysninger til at være fortrolige eller ej, så burde jeg ikke have delt min viden med ham. Jeg burde selvfølgelig have holdt det for mig selv. Det var ualmindelig dumt og ubetænksomt, og det fortryder jeg i dag," siger Kenneth Plummer.
DRs bestyrelsesformand har bedt om en redegørelse, efter oplysningerne er kommet frem i lyset og kræver at generaldirektøren forklarer omstændighederne omkring samtalen med journalisten og forfatteren Kurt Lassen.
Denne redegørelse er ifølge Kenneth Plummer under udarbejdelse og vil i løbet af de kommende dage ligge på DR-bestyrelsens bord
Beklagelsen fra Kenneth Plummer kommer i kølvandet på, at han i dag også blev politianmeldt af tidligere Borgmester i Hørsholm Uffe Thorndahl.
Anmeldelsen lød på overtrædelse af straffelovens § 152, der omhandler udnyttelse af fortrolige oplysninger af personer i offentlig tjeneste.