Glæden ved at drive plejehjem er ved at forsvinde.
Sådan siger Ulla K. Petersen. Hun ejer Karstensminde Plejehjem i Gredstedbro i Esbjerg Kommune.
Plejehjemslederen er kommet i modvind fordi beboere, pårørende og plejehjemmets venneforening gør oprør mod linjen for, hvordan der julehygges på det privatejede plejehjem.
- Det er mit plejehjem, og det er mig, der bestemmer. Jeg har valgt at lave et neutralt plejehjem, og der bliver ikke pyntet op til jul på fællesarealerne, siger Ulla K. Petersen til JydskeVestkysten og pointerer, at beboerne gerne må pynte op på værelserne.
En væsentlig årsag til den manglende julestemning er ifølge kritikerne, at Ulla K. Petersen er medlem af Jehovas Vidner. Jehovas Vidner fejrer ikke Jesus' fødsel, men minder hans død. Med andre ord holder medlemmer af Jehovas Vidner ikke jul.
Ulla K. Petersen afviser dog, at det er på grund af hendes tro, at der ikke er pyntet op til jul på plejehjemmet. Men troen betyder dog alligevel noget:
- I virkeligheden burde man ikke holde jul, hvis man er kristen. Det fremgår nemlig ikke af Biblen, at vi skal fejre Jesus' fødselsdag, og i øvrigt står der heller ikke præcist, hvornår han er født. Til gengæld skal vi fejre, at Jesus tager vore synder på sig, og derfor fejrer vi selvfølgelig påsken, siger Ulla K. Petersen og fastholder at plejehjemmet er neutralt - også hvad religion angår.
Det har ledende sygeplejerske på Karstensminde, Nina Juul-Jensen, forklaret til BT.
Til avisen siger hun, at plejehjemmet er religions-neutralt, og forklarer at Karstensminde er et nyt plejehjem (etableret i 2014, red.), og at der arbejdes med at lave en standardiseret julekasse med ting, som der kan pyntes op med.