Kommunerne mangler penge, og derfor har landets plejefamilier fået kniven for struben.
Gå ned i løn eller accepter, at kommunen finder en anden løsning for barnet, skriver metroXpress.
Ifølge kommunen skal plejefamilierne acceptere en lønnedgang på mere 110.000 kroner over de næste to år.
Familierne har kun 14 dage til at beslutte sig. I Plejefamiliernes Landsforening (PLF) er man chokeret.
"Plejebørnene bliver jo en del af familierne. De bliver jo elsket lige så højt som de biologiske børn i familierne. Så når kommunerne siger, at familierne skal gå ned i løn, er det ren afpresning med børnene som gidsler," siger formand Jens Vegge Bjørck til metroXpress.
Rødovre er én af de kommuner, der via et brev har meddelt plejefamilierne, at de må gå ned i løn.
"Vi gør det, fordi vi er økonomisk pressede i kommunen. Jeg vil gerne medgive, at brevet er formuleret meget a la 'take it or leave it'. Men sådan skal det altså ikke opfattes. Det er jo en kontrakt, og den kan jo forhandles," siger socialdirektør i Rødovre Kommune Ole Pass til metroXpress.
Den nye socialminister, Karen Hækkerup (S), mener ikke, at kommunernes opførsel er i orden.