Prins Carl Philip, nummer to i den svenske arvefølge, vækker atter opsigt i sit hjemland.
Tidligere på året kom det frem, at den 31-årige playboy-prins danner kærestepar med skønheden Sofia Hellqvist, som har rullet sig ud som såvel letpåklædt model som solskinsbabe i broderfolkets udgave af Paradise Hotel.
Nu viser det sig, at damebekendtskabet tilsyneladende lokker Carl Phillip i fordærv. Han lader i al fald lærebøger og læsesale i stikken og svigter sine skolepligter. Prinsen har ikke bestået én eneste eksamen, siden han begyndte på Sveriges Landbrugsuniversitet for to år siden.
"Han har ikke fået nogen karakter endnu, fordi han er gået glip af nogle småting i alle fag," fortæller rektoren Kristina Ascárd til avisen Aftonbladet.
"Han er kommet bagud i tidsskemaet, fordi han har haft andre forpligtelser samtidigt med studierne og ikke har studeret på heltid. Der er flere, som er bagud på kurserne, men ikke så meget som han," uddyber rektoren.
Prinsen læser erhvervsøkonomi og husdyrteknologi på universitet, der ligger i den skånske by Alnarp.