Det lyder som uskyldigt fusk, men det er alvorlig svindel, der giver bagmændene millioner af kroner ved at forfalske pantmærker.
Skat mistænker distributører af øl og sodavand for at sætte falske pantmærker på deres varer, og derefter sælge dem til kiosker, supermarkeder og caféterier i hele landet.
"Så sparer han måske treenhalv per pantmærke, som han ikke behøver købe hos Dansk Retursystem, men varerne ser alligevel ægte ud, når de står ude i butikkerne," siger Kim Müller, der er projektleder i Skat.
Mærkerne køber distributørerne for en slik i Kina, og i alt løber gevinsten ved svindelstregen op i millioner. Regningen ender hos Dansk Retursystem og dermed de danske borgere, for mærkerne er så professionelt lavet, at ikke engang supermarkedernes pantmaskiner kan kende forskel.
Ved en kontrol for nyligt i København fandt Skat falske pantmærker i hver tredje butik kontrollanterne undersøgte, men Kim Müller mener, at problemet findes i hele landet.
"Vi har en ret sikker fornemmelse af, hvem der står bag," siger Kim Müller og tilføjer, at de er meldt til politiet.