I denne uge har der været rig lejlighed for at få testet gummistøvlerne, og hvis gummistøvlerne er helt nye, er der nu grund til at blive ekstra glad.
De næste par dages vejr vil nemlig med styrtende overbevisning vise, at den lille investering var berettiget.
Onsdagens utidige regnvejr vil fortsætte torsdag og fredag, men der er opklaring i sigte, forklarer vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Lars Henriksen.
- Det starter ud med ustadigt vejr torsdag og fredag med byger og regnvejr. Men det bliver relativt lunt med 10 til 15 grader. Og det kan være, at vi fredag lokalt kan komme op på 17 grader, siger Lars Henriksen til Newspaq.
Lørdag kan også byde på spredte byger, men temperaturen vil fortsat stige indtil på søndag, som kan blive årets hidtil varmeste dag.
- Søndag har vi faktisk lovet mellem 15 og 20 grader, siger Lars Henriksen.
Det lysner således bag regnskyerne, men ikke alle vil få lige meget gavn af den spirende sommersol. Ved de østvendte kyster - især ved Østersøen - vil temperaturen næppe komme over 10-13 grader.
Hele landet kan dog se frem til en god start på sommeren viser en ny månedsprognose for maj.
- Det tyder på, at vi kommer til at se en hel del til solen. Maj byder bestemt på en noget anden oplevelse af vejret end april hidtil har gjort, forudser meteorolog Jesper Rasmussen fra DMI.
Han forventer, at maj måned i længden vil byde på tørt vejr med mulighed for regn- og tordenvejr.