Politiet har lørdag aften anholdt flere personer i drabssagen fra Ruds Vedby på Sjælland, hvor en mand blev skudt og dræbt i et pizzeria.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters politi til Ritzau natten til søndag.
Drabet fandt sted lørdag eftermiddag på Rudsgade. Ofret er en cirka 50-årig mand fra lokalområdet. Han blev efter skyderiet erklæret død på stedet af en tilkaldt læge.
Derudover er politiet stadig meget sparsomme med oplysninger om drabet, og de har endnu ikke sagt noget om motivet.
Tidligere lørdag sagde Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, at de efterforsker sagen på højtryk.
- Teknikerne arbejder på stedet, og vi er ved at afhøre vidner til skudepisoden. Minimum en person er set løbe fra gerningsstedet, sagde vagtchef Stefan Jensen lørdag til Ritzau.
- Der blev sendt en ambulance og lægehelikopter til stedet. Lægen fra helikopteren kunne på stedet erklære den manden for død, tilføjede vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om skyderiet klokken 14:34.
/ritzau/