Somaliske pirater lover nu hævn over USA, efter landet i går befriede kaptajnen på skibet Maersk Alabama, der blev holdt som gidsel på en redningsbåd ud for Afrikas Horn.
Tre pirater blev dræbt ved aktionen, der fandt sted efter fire døgns gidseldrama.
"Amerikanerne vil fortryde, at de begyndte at dræbe. Vi har indtil nu kun krævet løsepenge, men det er slut med at tage amerikanere som gidsler. Vi vil have hævn," siger piraterne til nyhedsbureauet Reuters.
Amerikanerne lader sig dog tilsyneladende ikke skræmme af piraterne. I landet hyldes præsident Obama nemlig for sin håndtering af gidseldramaet på Maersk-skibet Maersk Alabama.
Pirater holdt i fire døgn skibets kaptajn som gidsel på en redningsbåd, mens de forhandlede om løsepenge.
Situationen så ud til at være gået i hårdknude, da frømænd pludselig dukkede op af vandet ved båden, og aktionen fandt sted.
Præsident Obama havde personligt godkendt operationen, og har under hele dramaet fulgt situationen tæt, oplyser kilder i Det Hvide Hus.