En ordre om at tage en T-shirt på fik en marinesoldat om bord på krigsskibet Absalon så meget op i det røde felt, at han gik til angreb på en overordnet.
Voldsepisoden skete ved en fest i Port Victoria på Seyschellerne, mens Absalon har ligget til kaj. Soldaten er nu dømt til 40 dages betinget fængsel ved Københavns Byret, oplyser Forsvarets Auditørkorps til Ritzau.
- En marineoverkonstabel har været til arrangementet uden en T-shirt på, og det er så blevet påtalt af en overordnet. Så opstår der tumult mellem dem, siger Jakob Lemke, fuldmægtig i Forsvarets Auditørkorps.
- Den overordnede forsøger at nedtrappe situationen, men marineoverkonstabelen optræder ret aggressivt. Han langer ud af efter den overordnede og rammer ham på højre kindben med sin højre hånd, fortæller han.
Men en lige højre til en overordnet fik ikke temperaturen til at falde hos soldaten.
- Derefter har han forsøgt at få fat på den overordnede og truede ham ved at sige, at han 'nok skulle få fat på ham', og at han 'ikke kunne gemme sig'. Han blev så stoppet af personer omkring ham, oplyser Jakob Lempke.
Det var den overordnede - en kaptajnløjtnant - der selv meldte den nævenyttige soldat. Soldaten er nu dømt for ulydighed og respektstridighed efter militærets straffelov, og simpel vold efter straffeloven. Han er dog frifundet for truslerne.
Soldaten har ifølge auditørerne fået 14 dages betænkningstid, inden han beslutter, om han vil anke domme.
/ritzau/