Hvis Caroline Wozniacki ellers vinder sin første kamp ved Wimbledon mod russeren Svetlana Kuznetsova tirsdag, skal hun efter planen spille andenrundekamp torsdag.
I så fald vil det langt fra være den eneste spændende begivenhed for den danske tennisstjerne den dag.
Torsdag melder Det Internationale Tennisforbund (ITF) ud, om danskeren får dispensation til at deltage ved sommerens OL i Rio de Janeiro.
Den behøver hun, fordi hun grundet en skade ikke har spillet det antal Fed Cup-kampe, som er påkrævet for at være OL-deltager.
Piotr Wozniacki - Caroline Wozniackis far - har en god fornemmelse inden afgørelsen.
- Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle give hende lov til at spille. Hun kunne ikke spille Fed Cup sidste gang på grund af en skade, så jeg tror, ITF har set bevis for, at hun gerne vil spille, siger Piotr Wozniacki.
Han mener, at Caroline Wozniacki ved tidligere lejligheder har vist, at hun gerne stiller op for sit land i ITF-regi. Også selv om landsholdet på det seneste har spillet i en gruppe på lavt niveau.
- ITF vil analysere Carolines Fed Cup-karriere. Hun fik specialdeltagelse til at deltage allerede som 13-årig, og mange år frem spillede hun mange kampe.
- Jeg har aldrig før set en spiller fra top-ti spille Fed Cup i den dårligste gruppe som sidst i Montenegro, hvor modstanderne ville have autografer og billeder. Hun har vist respekt for sit land og ITF, mener Piotr Wozniacki.
Han er derfor forsigtig optimist inden torsdagens afgørelse. Han peger på, at ITF ikke har så mange små lande i andre kontinenter at tilgodese, da deres spillere generelt ikke har gode nok placeringer på verdensranglisten til at deltage ved OL.
- Jeg tror, ITF tager en fornuftig beslutning. Jeg tror, der er gode chancer, men jeg vil ikke sige ja eller nej eller være alt for optimistisk. Det er nogle andre, der skal bestemme det, siger Piotr Wozniacki.
/ritzau/