Bruddet mellem Caroline Wozniacki og farmand - og nu eks-træner - Piotr, fylder i medierne i dag.
Men bare fordi, deres professionelle samarbejde er ophørt, betyder det ikke, at der er knas i familieforholdet. Miss Sunshines nu tidligere træner insisterer på, at alt er i fineste orden mellem datter og far.
"Vores indbyrdes forhold fejler intet. Det er stadig fantastisk. Derfor følger jeg med hende til New Haven, hvor hun spiller turnering den næste uge. Men det er slut med at give hende gode råd under kampene," siger Piotr Wozniacki til sporten.dk.
Det er stadig uvist, hvem Caroline Wozniackis kommende træner bliver.
Den tidligere topspiller Tine Scheuer-Larsen peger dog over for B.T. på, at Martina Navratilova kunne være et interessant bud.
Kilde: B.T. og Sporten.dk