Budskabet fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er klart: Hele landet har bragende flot pinsevejr i vente.
Således står det på masser af solskin og temperaturer over 20 grader mange steder i Danmark i løbet af weekenden.
Og det kan endda fortsætte hele vejen frem til tirsdag, hvor årets første "rigtige sommerdag" måske venter.
Det fortæller vagthavende DMI-meteorolog Lars Henriksen tidligt fredag morgen.
- Det starter godt fredag, og det er optakten til en rigtig god pinse med støt stigende temperaturer, siger han.
Mellem 15 og 20 grader, lyder fredagsprognosen, hvor det meste af landet vil opleve en del sol og svag til jævn vind fra nord og skiftende retninger.
Herefter bliver det blot bedre.
Op til 22 grader lokalt lørdag, 23 grader pinsedag og mandag samt en mulighed for den første sommerdag tirsdag med lokalt op til 25 grader, fortæller Lars Henriksen.
Men inden man finder badebukserne frem og lægger planer om at hoppe i vandet, bør man være opmærksom på de fortsat ganske kolde havtemperaturer.
Det betyder, at særligt ved kyster med pålandsvind kan det være en hel del køligere og nærmere de 17 grader i perioden.
- Det er nok i det jyske og måske i Nordvestsjælland, at vi finder de højeste temperaturer, siger Lars Henriksen.
Prognosen kommer også med et par andre små "men'er", fortæller han.
I løbet af især fredag kan der bygge sig nogle skyer op inde over landet, og i pinseweekenden ventes tynde skyer i de højere luftlag at kunne gøre solen en anelse sløret.
Det ændrer dog ikke på det samlede billede, og det er om at nyde det, mens det varer, oplyser Lars Henriksen, for efter tirsdag ventes køligere og mere ustadig vejr.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.