Det kraftige blæsevejr, der søndag har ramt Danmark, har ført til væltede træer, nedfaldne tagsten og vaklende stilladser i det meste landet. Men ingen er kommet til skade som følge af stormen.
Det viser en rundringning til landets politikredse søndag eftermiddag, hvor det står værst til i Jylland.
Hos Sydøstjyllands Politi fortæller vagtchefen, at politiet har noteret omkring 70 hændelser om væltede træer, tagsten og presenninger, der blæser ned, samt stilladser der truer med at vælte.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er meldingen den samme. Her er forhøjet vandstand også et problem. Et par biler måtte fjernes fra Esbjerg Havn, og på Fanø løber vandet op over kajkanten.
- Desuden er Tarphagevej spærret fra Varde Å til Ho Bugt Vej. Det sker altid, når det blæser kraftigt, fordi vandet bliver presset op i Varde Å og ikke kan løbe væk, forklarer vagtchef Søren Strægaard.
Skyllet i havet
Kort efter middag blev en 41-årig kvinde og hendes otteårige søn skyllet i havet af en bølge, da de var på molen ved Nørre Vorupør.
Det lykkedes fire lokale redningsmænd fra Kystredningstjenesten at redde dem op. Men en af redningsmændene kom til skade ved redningsaktionen. Han blev kørt til behandling på akutmodtagelsen på hospitalet i Thisted.
Episoden fik både politiet og Forsvaret til at advare mod "stormturisme" og understrege, at det kan være livsfarlig at bevæge sig ud på moler og høfder.
- Lad være med at gå ud på moler og høfder, advarede vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi tidligere søndag.
- Der er kraftige vindstød ved Vestkysten i øjeblikket. Forsvaret opfordrer folk til at holde sig væk fra moler og lignende. Pas på hinanden, lød det fra Forsvaret på Twitter.
Sidst på eftermiddagen melder Midt- og Vestjyllands Politi om mange væltede træer og vejskilte. En enkelt husgavl i et ubeboet hus i Holstebro er styrtet ned.
- Desuden er jernbanebomme ødelagt, og lysreguleringer er gået ud, fordi der er kommet vand i de elektriske installationer, fortæller vagtchef Jens Claumarch.
Den kraftige regn, der samtidig med blæsten rammer landet, giver også problemer hos Østjyllands Politi, der har haft flere færdselsuheld på grund af akvaplaning.
- Der er heldigvis tale om mindre uheld uden alvorlig personskade, men der ligger meget vandt på vejene, og man skal køre forsigtigt, siger vagtchef Morten Hansen.
/ritzau/