Efteråret igennem har P1's lyttere kunne lytte til komikerne Anders Lund Madsen og Omar Mazouk som "nyhedskonsulenter" på DR's P1 Morgen - uden succes.
For det har haglet ned med klager over de to komikere, der skulle være med til at forny morgenfladen på P1 i forbindelse med starten på den nye public service-radio 24syv.
Men fornyelsen og succesen udeblev, og eksperimentet faldt pladask til jorden, efterfulgt af spandevis af klager.
"Vi vidste fra starten, at det ikke skulle fortsætte. Det var så at sige et eksperiment med indbygget 'fyring', når pengene var brugt," siger Anders Lund Madsen til B.T.
Lund Madsen hævder, at han er glad for kritikken, der kalder eksperimentet både "pinligt og påklistret", når de to komikere har brudt ind i den seriøse morgenflade med de indslag, der var ment humoristiske.
"Når man kan skabe så meget forargelse på P1, så er man da ikke helt forkalket endnu. Tænkt, hvis der ikke var nogen, der havde reageret på det," siger Lund Madsen.
Kilde: B.T