Søren Pind lader nu også til at være en af dem, der afslog et tilbud om at blive en del af Liberal Alliance-teamet. Det skriver B.T.
Tilbage i oktober blev han nemlig inviteret på middag af landsformanden i Liberal Alliance, Leif Mikkelsen, og Saxo Banks direktør og Liberal Alliance-medlem, Lars Seier Christensen.
Under middagen forsøgte de at overtale Pind til at skifte over til partiet, der med tiden har vist sig mere og mere som en synkende skude.
Ifølge B.T.'s oplysninger valgte den ellers meget liberale Søren Pind at takke pænt nej til tilbuddet.
Tidligere på ugen kom det frem, at Connie Hedegaard (K) ved stiftelsen af Ny Alliance var blevet tilbudt lederposten. Hun har ellers selv afvist at have mødtes med de tre stiftere, Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen.