"Det er en lodret løgn at sige, at danske bistandsmidler går til Taleban."
Udviklingsminister Søren Pind (V) er voldsomt utilfreds med Ekstra Bladets historie om, at danske bistandskroner skulle havne ved Taliban.
Avisen kan i dag afsløre, at Taleban har modtaget beskyttelsespenge i forbindelse med dansk skolebyggeri i Afghanistan. Men det er på ingen måde ensbetydende med, at Danmark yder støtte til terroristerne.
"Det er en historie smækfyldt med løgn. For det første har jeg aldrig nogensinde indrømmet, at Taleban skal have modtaget danske bistandsmidler. For det andet så sammenstiller de nogle ting, jeg har sagt, som er helt forkert. Vi giver ikke penge til Taleban, så enkelt er det," siger Søren Pind til Newspaq.
Danmark har alene betalt for skolebyggeriet, forklarer ministeren, som nu vil undersøge den lokale entreprenør.
"Det lader til, at en entreprenør i et tilfælde har givet beskyttelsespenge af egen lomme for at komme igennem nogle vejstrækninger. Det tager vi en snak med ham om, men det er hans egne penge, og det er ikke noget vi understøtter. På sigt må vi opsige samarbejder, hvis folk gør den slags," siger Søren Pind.
Udviklingsministeren mener dog ikke, det er muligt at dæmme op for de lokales ageren.
"Vi kan ikke gøre noget ved den praksis, og hvis man forventer, at vi skal kontrollere, hvad folk bruger deres egne midler til, så kan vi ikke operere i skrøbelige stater som Afghanistan," forklarer Pind.
Han mener, at er alternativet er, at Danmark ikke er til stede i disse områder, og det er ikke et scenarium ministeren ønsker.