Flyet knækkede i tre dele, da det styrtede ned i Amsterdam. Det er endnu uvist, hvorfor ulykken skete, men det står klart, at ni mennesker indtil videre har mistet livet, heriblandt to piloter og et tredje besætningsmedlem. Ligene af de tre er stadig om bord på flyet, skriver CNN.
"Jeg er ked af at skulle fortælle, at de er døde. Vi skal undersøge cockpittet, inden vi kan få dem ud," siger Bob Steensma fra det hollandske justitsministerium.
Alle andre passagerer er nu ude af flyet.
Foruden de ni omkomne, er 25 passagerer alvorligt såret, mens 24 andre var kommet lidt til skade, oplyste Ineke Van Der Zande fra Amsterdams udrykningsteam ifølge BBC. Tilstanden hos de resterende passagerer er endnu uvis.
Det forulykkede Turkish Airline-fly var på vej til Schipol-lufthavnen i Amsterdam, da det af uvisse årsager styrtede ned blot 60 meter fra en meget trafikeret motorvej, der løber langs lufthavnen.
Omkring 60 ambulancer kom til ulykkesstedet og fragtede 84 personer til 11 forksellige hospitaler. Seks af passagerne er fortsat i livsfare, oplyser flere medier.
Passagerne var naturligvis meget påvirkede.
"Vi var lige ved at lande, og vi kunne ikke forstå, hvad der skete. Nogle passager skreg i paknik, men det hele gik så stærkt," siger Huseyin Sumer, der overlevede flystyrtet, til BBC.
Den tyrkiske transportminister, Binali Yildirim, har kaldt det for et "mirakel", at der ikke var flere af de 135 passagerer og besætningsmedlemmer.
Den seneste ulykke med et fly fra Turkish Airline skete i 2003, hvor 65 mennesker omkom i det østlige Tyrkiet.