De to hovedrolleindehavere i 'Piger på prøveløsladelse' hedder Linda P. og Christina Sederqvist. I serien spiller de rollerne som de ikke alt for kvikke piger Winnie og Karina.
De to kvinder bander og svovler til tider mere, end hvad DR kan stå inde for, og derfor er det en censureret udgave, der er blevet sendt i fjernsynet.
"Det er sådan set heldigt for mig, at DR's regler siger, at man ikke må kalde dronningen for en klam kusse i prime time. Derfor får danskerne nu 'Piger på prøveløsladelse' på dvd uden censur," siger Regner Grasten, som står bag dvd-udgivelsen af serien.
Udover at lave en dvd, som er på gaden fra på tirsdag, vil han også lave en film med de to piger. Den har premiere den 24. juli og får titlen 'Winnie og Karina - The Movie'. Søren Fauli skal instruere, skriver Ekstra Bladet.