I en periode på 112 dage var pigen spændt fast i et bælte døgnet rundt. Nu anklager forældrene sundhedsvæsnet for at have mishandlet deres datter.
En skandale, mener Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri.
"Pigen har fået en skandaløs behandling. Det er usædvanligt og helt uhørt, at man bæltefikserer en pige så længe uden at prøve andre metoder. Standardbehandlingen i den danske psykiatri er tvang og medicin, og det er bare ikke godt nok," siger han til Politiken.
Danmark har et mål om at begrænse brugen af tvang i psykiatrien mest muligt, og det står skrevet i loven, at sygehusmyndigheden skal levere behandling, pleje og omsorg for "i videst muligt omfang at forebygge anvendelsen af tvang".
Pigens forældre vil nu have landsretten til at tage stilling til, om det er i psykiatrilovens ånd at spænde et barn fast til en sygeseng så længe.