Det er et mindre mirakel, at den 12-årige pige er kommet så heldigt fra badeulykken i Badesøen i Albertslund, siger lægerne på Glostrup Hospital.
Pigen var under vandet i 10 minutter, inden det lykkedes tililende at redde hende ud af kniben. Hun sad fast i et indsugningsanlæg til en vandrutsjebane.
Siden ulykken er hun blevet holdt i kunstigt koma og har ligget nedkølet. Efter opvågningen viser det sig nu, at hun kommer sig uden men, skriver lokalavisen.dk.
Ulykken skete i lørdags, og har bekymret borgmesteren i Albertslund, Finn Aaberg.
"Det er meget lykkeligt, at det ikke blev den katastrofe, man kunne have frygtet. Det må have været en frygtelig belastning for familien, og jeg er meget lettet over, at udfaldet er blevet, som det blev. Ulykken har desværre vist, at de nuværende krav ikke er strenge nok. Derfor bliver anlægget gennemgået på ny. Det må ikke ske igen," siger borgmesteren.
Badesøen har været lukket siden ulykken og skal nu forbedres og på ny godkendes, inden den kan åbne på mandag.