Det bliver forsvarsspilleren Pierre Kanstrup, som fremover på permanent basis skal bære anførerbindet i superligaklubben AGF.
Det oplyser AGF på sin hjemmeside.
I efteråret vikarierede forsvarsspilleren jævnligt som anfører, da den daværende anfører, Morten "Duncan" Rasmussen, opholdt sig en del på bænken.
I januars transfervindue valgte AGF så at sælge superligahistoriens mest scorende spiller til polske Pogon Szczecin, og derfor blev anførertjansen ledig.
AGF-træner David Nielsen kalder anførervalget af Pierre Kanstrup for naturligt.
- Han spiller en position på banen, som er vigtig for et fodboldhold, og så har det noget med hans personlighed at gøre. Pierre sørger for, at alle har det godt, han går op i de gode værdier, der skal være på et fodboldhold.
- Han har en god balance i forhold til, hvornår der skal skraldes igennem, og hvornår det er tid til at tage hånden rundt om en af de unge spillere. Det er for os et naturligt valg, når vi skulle skifte anfører, siger cheftræneren.
Tidligere har den 28-årige midterforsvarer været anfører i Sønderjyske, og han er med egne ord "glad og beæret" over at være tildelt endnu en lederrolle.
- Når det så er sagt, er det bare et bind på armen. Jeg bliver hverken en anden person eller en anden spiller af at få et bind på armen, og jeg indgår på lige vilkår som alle andre, siger Pierre Kanstrup.
Som ungdomsspiller spillede han i Brøndby, for hvem han også fik superligapremiere. Han har også optrådt for Lyngby, Brønshøj, Fredericia og Sønderjyske, inden han i sommeren 2017 skiftede til AGF.
/ritzau/