Aftalen om en reform af efterlønnen falder på plads i dag.
Det sagde Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, da hun lidt over klokken 12 i dag gik ind af glasdøren til Finansministeriet.
"Det tager mere end en halv time, nok nogle timer. Jeg tror, den ligger nogenlunde klar nu," sagde hun til det stort fremmødte pressekorps.
I den radikale lejr var man dog knap så skråsikker om tidsplanen.
"Vi laver en aftale. Men om det bliver i dag eller i morgen eller på mandag, det synes jeg er svært at sige," sagde den radikale leder, Margrethe Vestager, da hun ankom til mødet.
Ifølge den radikale leder er der stadig nogle knaster, der skal forhandles på plads. En af de knaster er, i hvor høj grad, muligheden for efterløn skal være afhængig af den formue, man har.
"Der kom ting på bordet i går, som gav anledning til diskussion. Det er derfor, jeg ikke kan sige, om vi bliver færdige i dag," sagde Margrethe Vestager.
Hun ville heller ikke løfte sløret for, om De Radikale mener, at kun private pensionsopsparinger skal modregnes i efterlønnen - eller også friværdi og indeståender på diverse bankkonti.
Pia Kjærsgaard langede kraftigt ud efter Socialdemokraterne og SF, som hun mener har scoret selvmål ved at sige, at de alligevel er klar til efterlønsforhandlinger - dog først efter et valg.
"Jeg er meget forundret over, at S og SF har indstillet sig på, at den økonomiske gevinst, der kommer ud af en aftale, skal de inkasserer, hvis de sidder i regering. Så kunne de jo have været med til at udforme det," sagde Pia Kjærsgaard.
Hun slog samtidig fast, at Dansk Folkeparti stå 100 procent ved aftalen efter et valg.
"Når Dansk Folkeparti indgår en aftale, så står vi ved det. Det må I også have erfaring for i pressekorpset," sagde hun.
Samme melding lød fra Margrethe Vestager.
"Har man lavet en aftale, så har man lavet en aftale," sagde hun.
Aftalen, som den sandsynligvis kommer til at se ud:
- Efterlønsperioden skæres fra fem til tre år
- Efterlønsperioden udskydes, så man først kan få på efterløn som 64-årig
- Efterlønsbidrag siden 1999 skal kunne udbetales skattefrit
- Folks pensionsordninger skal modregnes i efterlønnen