På TV så det meget voldsomt ud, da Helle Thorning-Schmidt henvendte sig til Pia Kjærsgaard i folketingssalen. Det lignede, at der blev talt med meget store bogstaver.
Og selvom det ikke er kutyme for folketingspolitikerne at referere til private samtaler medlemmerne imellem, ville Pia K gerne løfte sløret for, hvad statsministeren sagde.
Helle Thorning-Schmidt gav nemlig DF-formanden et tilbud, hun ikke kunne sige nej til, da politikerne var på vej ud af folketingssalen.
"Jeg stod pænt og ventede, men så sagde Helle Thorning-Schmidt, at hun syntes, vi andre skulle gå ud. Hun ville gerne vente. Og det er jo en opfordring, man ikke kan stå imod," siger Pia Kjærsgaard.
Pia Kjærsgaard ventede, fordi det normalt er statsministeren, der går først ud til den hær af journalister, som der står på den anden siden af de brune døre, og fortæller om åbningstalen.
"Hun synes, at jeg skulle gå ud, for hun ville gerne vente. Det overraskede mig lidt, fordi det plejer at være statsministeren, der er ude og bliver spurgt til åbningstalen," siger Pia Kjærsgaard.