"Vi stoler. Især på danskerne".
Ved hjælp af et simpelt sprogligt kunstgreb og Pia Kjærsgaards (DF) ansigt i stedet for Margrethe Vestagers (R), er Radikales annonce med ordene "Vi stoler. Også på udlændinge" blevet gjort til Dansk Folkepartis.
Annoncen er til for at skabe opmærksomhed om aftenens duel mellem de to partiledere.
"Jeg synes, det er forkert, at man som de radikale bare siger 'vi godtager bare alle udlændinge i det her samfund'. Det gør vi ikke i Dansk Folkeparti," siger Pia Kjærsgaard, der dog ikke vil forklare, hvem de danskere måtte være.
Hun er nu ikke bange for, at annoncen bliver misforstået som reel racisme.
"Njarh, det her er da bare en skæg annonce, hvor vi selvfølgelig provokerer de radikale og andre lidt. Det er jeg da ikke i tvivl om," fortsætter hun overfor Newspaq.
Og netop udlændingeområdet er noget, der med garanti vil være på dagsordenen, når hun i aften står overfor Margrethe Vestager i Tønder ikke langt fra den dansk-tyske grænse, hvor de meget omtalte ekstra toldere holder til.
"Vi ser forskelligt på Danmarks forhold til omverdenen. For Radikale er det en given ting, at ligeså vel, som jeg stoler på min nabo hjemme i Svinget 2, så stoler jeg også på folk, jeg møder her og der, eller den tyrkiske borger, jeg ellers i kontakt med," siger hun til Newspaq.
De to partiers presseafdelinger har talt om annoncen, inden den blev bragt, og Margrethe Vestager kan godt se humoren. Og dog:
"Det er grænseoverskridende at se Pia Kjærsgaard i vores layout, skulle jeg hilse og sige. Men måske kan det virke som en klokke, der ringer, at man skal ikke bare se på en plakat og sige 'nå, det er en plakat for dem'. Man er faktisk nødt til at forholde sig til, hvad plakaten siger," siger Vestager.