Dansk Folkeparti går frem landet over, men alligevel bliver ikke til borgmesterposter efter tirsdagens kommunalvalg.
Mest skuffede har partiet grund til at være i hovedstaden. For selv om partiet går frem med cirka to procentpoint, så er der ingen integrationsborgmesterpost i sigte.
Det kan dog ikke slå partiets leder, Pia Kjærsgaard, ud.
"Det havde da været fint, men så får vi det bare næste gang. Jeg er superoptimist på partiets vegne, og jeg synes vi har lavet en god markering i forhold til den borgmesterpost. Men når vi så ikke får den, det er jo fordi, SF går frem," siger Pia Kjærgaard til Newspaq.
Ifølge Pia Kjærsgaard var det 'højt spil' at gå efter posten, men befolkningssammensætningen i hovedstaden gør det svært.
"Jeg tror jo næppe, at der er ret mange af anden etnisk oprindelse - som ikke engang er danske statsborgere, der kan stemme til lokalvalg, som vil stemme på Dansk Folkeparti. Der kan man godt forestille sig, at de stemmer på SF," konstaterer Kjærsgaard, der er stærk utilfreds med reglerne, der lader udlændinge med bopæl i Danmark stemme ved kommunalvalg.