Venstres spidskandidat Pia Allerslev fortsætter som kultur- og fritidsborgmester i København de næste fire år.
Valgresultatet betød, at Venstre stod til at vælge borgmesterpost som nummer tre i rækken, og efter at have brugt en weekend på at tænke sig grundigt om, har Pia Allerslev valgt at blive siddende som borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen.
"Det har været to meget spændende og givende år som kultur- og fritidsborgmester, hvor jeg har mødt mange engagerede og givende mennesker," siger Pia Allerslev på sin hjemmeside.
Hun overtog embedet efter partifællen Martin Geertsen midt i indeværende valgperiode.
"Men der er stadig meget at gøre. Det blev også tydeligt i valgkampen, hvor Frank Jensen har talt meget om det område. Derfor er det vigtigt for mig at sætte mig på posten, så vi får holdt ham fast på hans løfter, når vi for eksempel skal have bygget nye idrætsanlæg i København," siger Pia Allerslev.
Frank Jensen (S) har som valgets vinder valgt overborgmesterposten.
Dernæst satte SF's Bo Asmus Kjeldgaard sig på posten som teknik- og miljøborgmester.
I aften forventes Anne Vang (S) at få posten som børne- og ungeborgmester.