Nyt kapitel i hult drama. Godmorgen Danmark på TV2 har stillet mikrofon til rådighed for Amalie - realityprogramdeltageren hvis mor anklager hendes mand for blandt andet at stikke fingre op i skeden på sin datter.
Manden Peter har været afhørt af politiet. De fandt ingen grund til at sigte ham, hvad man ellers normalt vil gøre, hvis der blot er en lille mistanke om, at han har gjort det, han bliver beskyldt for.
Amalie har indtil nu valgt sin mor som talsmand, men nu er hun selv gået i presseoffensiven og fortæller beredvilligt sin version af, hvad der skete, da hun fulgte med Peter ned i en kælder efter at have dumpet ham.
"Her lå vi på en madras og snakkede. Jeg fortalte ham, at det var slut (det havde hun allerede gjort, red.), og så ville han ligge i ske med mig. Jeg siger, at han skal fjerne sig, at jeg ikke har lyst - der går det op for mig, at jeg slet ikke vil det her," konstaterer hun over for TV2s seere. Og beretter derefter med det samme, hvordan hun skrider til handling.
"Så rejser jeg mig op, og så hiver han mig tilbage. Og så sætter han sig oven på mig og holder mine ben, og så siger han, at vi skal være sammen for altid - at det er os to for evigt. Det er helt vildt sygt at sige," lyder hendes analyse af den kærlighedserklæring fra sin ægtemand.
Amalie hævder derefter, at følgende skete:
"Jeg beder ham om at lade være, for han har gjort det før, så jeg vidste godt hvad der skulle ske. Og så tager han kvælertag, og jeg begynder at skrige alt, hvad jeg kan, i håb om at nogen kan høre mig - som jeg altid gør, når han gør det. Og så holder han mig for munden, så jeg ikke kan gøre noget. Det var virkelig forfærdeligt, og jeg følte at jeg var med i en gyserfilm," lyder Amalies forklaring.
Hun lader dog ikke til at dele sin mors opfattelse om, at Peter har stukket fingre op i hendes skede - noget undersøgelsen af hende heller ikke endnu har afdækket. Men Amalie når dog til en form for erkendelse.
"Pludselig er det som om det går op for ham, hvad han har lavet. Så siger jeg til ham, at han skal lade mig være, og at han er syg i hovedet. Og da jeg så vil ud af kælderen, begynder han at slå sig selv - først med flad hånd i hovedet og så med knytnæve. Han siger, at han ikke vil leve, hvis vi ikke kan være sammen," beretter Amalie. Hun lover samtidig Peter, at hun fortsat vil blive sammen med ham, hvis han stopper med at slå sig selv.
Amalie konkluderer, at Peter ikke kunne tåle, hun skulle lave et tv-program med sin mor.