Nu offentliggør Danske Bank endelig Peter Straarups afgang efter 25 år som medlem af direktionen.
Hans pensionering har været kendt i gennem længere tid, men nu melder banken officielt ud, at man leder efter hans afløser.
"Ordførende direktør Peter Straarup er fyldt i 60 år og ønsker i overensstemmelse med sin ansættelseskontrakt at fratræde med henblik på pensionering. Bestyrelsen påbegynder derfor en proces for at finde en ny ordførende direktør," skriver banken i delårsrapporten for årets første tre kvartaler.
Indtil banken finder en ny ordførerende direktør fortsætter Peter Straarup på posten, oplyser Danske Bank.
Delårsrapporten fra Danske Bank, der blev offentliggjort tirsdag morgen, tegner et dystert øjebliksbillede af situationen i banken.
For at spare to milliarder kroner skal koncernen over de næste tre år skære 2.000 stillinger væk. Det fremgår ikke, hvor mange af de stillinger, der er i Danmark.