Mens seerne har slubret Peter Myginds præstationer i de to store tv-serier "Borgen" og "Sommerdahl" i sig i løbet af det seneste år, afslører skuespilleren nu, hvor presset han rent faktisk var mens han optog dem.
Serierne blev optaget sideløbene henover sommeren og efteråret sidste år, og for Peter Myginds vedkommende endte det i et regulært nedbrud i hans garderobe. Det fortæller han ærligt til BT.
Skuespilleren havde dagen før afsluttet flere måneders optagelser på "Sommerdahl", og skulle møde en tidlig morgen på "Borgen" for at filme en krævende scene med Sidse Babett Knudsen. Da han kom frem, fik han at vide, at de havde skudt optagelserne af scenen til senere på dagen.
Lige dér ramlede hele Peter Myginds verden. Han skreg i sin garderobe, at han ville filme den scene NU, og så brød han ellers fuldstændig sammen.
- Det var, som om der var noget, der knækkede inden i mig. Som en streng der sprang. Jeg begyndte at græde, løb ud af min garderobe og ud i min bil og brød fuldstændig sammen. Jeg kunne ikke mere, fortæller Peter Mygind til BT.
Uden i bilen ringede han til sin kone. Imens ledte hele filmsettet febrilsk efter Peter Mygind, som var forsvundet fra sin garderobe.
Da en såkaldt lineproducer opdagede ham sidende i sin bil, fik han streng besked om at køre hjem og få det bedre.
Det endte med ti dage på sofaen, hvor Peter Mygind ikke kunne andet end at se tv - ikke engang en film eller serie kunne han magte at forholde sig til. Hele hans krop var drænet og træt.
Men nu er Peter Mygind i den grad tilbage - snart i "Riget Exodus" og så er optagelserne til den nye sæson af "Sommerdahl" netop kommet i kassen.