Ritzau
Opdateret kl. 11:18
Den drabssigtede raket- og ubådsbygger Peter Madsen nægter sig skyldig i en ny sigtelse for usømmelig omgang med lig. Det oplyser Københavns Politi.
Sigtelsen for usømmelig omgang med lig blev rejst i forbindelse med, at Peter Madsen torsdag blev afhørt af politiet.
Afhøringen skete, dagen efter at en hovedløs kvindetorso blev matchet med dna fra den forsvundne svenske journalist Kim Wall.
Straffelovens bestemmelse for usømmelig omgang med lig. Straffebestemmelsen kan give fængsel i op til seks måneder, og i drabssager har den i praksis ingen betydning for en eventuel straf.
Peter Madsen er sigtet for at have dræbt Kim Wall, og han er fængslet i sagen. Fængslingen er alene begrundet i en mistanke om, at Peter Madsen uagtsomt skulle have forvoldt journalistens død.
Københavns Byret har bestemt, at sagen skal køre for lukkede døre. Og derfor ønsker politiet heller ikke at dele detaljer fra den seneste afhøring med offentligheden.
Indtil videre er det kun kommet frem, at Peter Madsen har forklaret, at der skete en ulykke på ubåden, som førte til journalistens død. Derefter valgte han at bortskaffe Kim Walls lig.
Mandag i denne uge skyllede en kvindetorso i land på det sydvestlige Amager. Efter en dna-analyse kunne det slås fast, at torsoen matchede Kim Wall.
Såvel bortskaffelse af lig som partering vil falde ind under straffelovens bestemmelse om usømmelig omgang med lig.
Tidligere i år blev en mand idømt 12 års fængsel for at have dræbt sin ekskone, Hediga Morad. Hendes lig er aldrig fundet, og manden blev både dømt for drab og usømmelig omgang med lig.
Den normale straf for drab er 12 års fængsel. At der også er tale om usømmelig omgang med lig, betyder ikke noget i forhold til en eventuel straf.
/ritzau/