Peter Brixtofte skal i retten endnu en gang, fordi han var lidt for åbenmundet overfor den dommer, der i sin tid idømte den tidligere venstrepolitiker fire års fængsel.
Derfor har dommeren Peter Garde nu lagt sag an mod Peter Brixtofte for injurier.
Peter Brixtofte er dog ikke ophidset over, at tidligere kriminaldommer Peter Garde i Hillerød, har politianmeldt ham for injurier, skriver jp.dk.
"Den sag imødeser jeg med stor glæde. Så kommer det frem, at vi har dommere med Peter Gade i spidsen, der har dømt eller ønsker at dømme stik imod alle internationale konventioner," siger Peter Brixtofte.
Peter Brixtofte er netop på vej ud af fængslet, efter at han har afsonet den sidste del af sin straf, men nu risikerer han at få endnu en sag på halsen.
Sagen er en del af den store af straffesagerne, hvor Peter Brixtofte i Østre Landsret den 6. oktober 2009 blev idømt to års fængsel for groft mandatsvig og embedsmisbrug.
Umiddelbart efter dommen, der var en stadfæstelse af Peter Garde og hans to domsmænds dom, udtalte Peter Brixtofte sig til TV2 News. Her betegnede han kriminaldommer Peter Garde som sin "politiske modstander" og fortsatte:
"Det er ham, der har tilrettelagt det hele. Han er en yderliggående nationalist, som i Ugeskrift for Retsvæsen direkte har sagt, at man skal diskriminere udlændinge også ved domstolene," sagde Peter Brixtofte blandt andet.
Man skal helt tilbage til 1937 for at finde en lignende sag, hvor nogen blev dømt for at have fremsat ærekrænkende sigtelser mod en dommer, viser en søgning i Ugeskrift for Retsvæsen.