På tv-skærmen er Peter Birch kendt som den evigt smilende mand til reality-pigen Amalie Szigethy.
Men efter en weekend, hvor den tidligere Paradise-stjerne er blevet anklaget for at slå sin kendis-kone, er der begyndt at dukke historier op om hidtil ukendte sider af Ulven Peter.
Mandag indrømmede han over for Ekstra Bladet, at det var rigtig, at han i 2007 fik en dom for vold:
"Min lillebror og hans ven blev overfaldet, og så mødte jeg dem, der havde gjort det, dagen efter. Jeg tog fat i en af dem og stak ham en flad," sagde Peter, som tilføjede, at det kørte som en tilståelsessag og kostede ham en bøde og sagsomkostninger.
Men i dag kan B.T. afsløre, at Peter kun fortæller den halve sandhed.
Dombogen fra dengang viser nemlig, at han nægtede sig skyldig, og blev idømt 60 dages betinget fængsel for tre tilfælde af afpresning og trusler.
Peter blev således dømt for at have truet brorens overfaldsmænd til at betale en bøde med trusler som:
"Jeg er fucking ligeglad med, at jeg får tre måneder for at slå dig ned."
"Du har valget mellem at betale 2.500 kroner og få en røvfuld" og "Kom med en god grund til at jeg ikke skal smadre dig nu."
Om Peter virkelig har slået og truet Amalie lørdag morgen, er endnu uvist, men politiet har indtil videre valgt ikke at sigte ham.
Kilde: BT