Det var et kæmpechok for hele Belli-familien, da 69-årige Peter for et par måneder siden blev indlagt med en alvorlig infektion.
Han lå fire dage på intensiv med en livstruende blodforgiftning.
Men nu har den altid rockende musiker det bedre, fortæller hans kone June.
- Det er fantastisk og en kæmpe lettelse. Det har været et chok for hele familien. Vores tre børn, Chano, Natasja og Michel, og jeg sad omkring Peter og vågede over ham, siger June til Billed-Bladet.
Nu er Peter Belli igen hjemme og klar til sommerens udfordringer på landeveje og scener i Danmark.
- Det har været et opslidende forløb for alle, men nu er Peter klar til at gennemføre resten af sommerens turné. Så lige nu har jeg drøntravlt med at få det hele arrangeret, sammen med orkestret, siger June til Billed-Bladet.
Peter Belli debuterede som sanger i 1959.