Gnags-musikeren Peter A.G. Nielsen kan trygt se alderdommen i øjnene og sætte sig på en bænk og se havet slå ind over molen. Det skriver ugebladet Se og Hør.
Trygheden ligger i det økonomiske. Se og Hør har nemlig regnet og vurderet på Peter A.G. Nielsens investeringer og er kommet frem til, at han er god for mindst 15 millioner kroner.
Pengene er bundet i ejendomme spredt ud over det ganske land. Dertil kommer en gård nær Torrox - ikke mange kilometer øst for Málaga på den spanske sydkyst.
Gården har han sammen med sin bror, Jens G. Nielsen, som var med i Gnags frem til midt i halvfemserne. Ifølge Se og Hør holdes der heste på gården, og den er mindst fire millioner kroner værd.
Ifølge ugebladet ejer Peter A.G. Nielsen en 347 kvadratmeter stor lejlighed ved Søerne i København og en 80 kvadratmeter stor feriebolig ved Vejers Strand, en lille times kørsel fra Skjern, hvor han og Gnags er født.
Dertil kommer et landsted på 158 kvadratmeter ved Silkeborg og en formue på 7,8 millioner kroner i Peter A.G. Nielsens firma Sing-Sing Musikforlag ApS.
Alt i alt vurderer Se og Hør altså Peter A.G. Nielsens formue til at være i omegnen af 15 millioner kroner.